Lystelegrafiske udråb fra Værelse 1-0-1
Ina A. Mance viser lystelegrafiske forsøg på det at meddele sig. Det sker i april i Værelse 101, et nyt udstillingssted for samtidskunst på Vesterbrogade 101, Kbh. V.
Værelse 1-0-1
5 trin nede ligger Værelse 1-0-1 let gemt, let glemt, ”in the trenches”. Lige udenfor vinduet huserer et lyskryds og et byrum, der som en kugle af spejlfragmenter kaster et orgie af nonstop stop-and-go-lyd og -lys af sig, tegn for samvær og bevægelse, der tændes og slukkes, tændes og slukkes.
Indenfor, 5 trin nede i Værelse 1-0-1, er en maskine bygget af levn fra livet forrige sommer. Der er luft og luftkegler i værelset, som var det orgelpiber. Men det er ikke lydlige toner, der blæser rundt i rummet, det er visuelle markeringer. Det er tegn i bevægelse. Tegnene kan stoppes – og de kan få lov til at fortsætte. Tænd-sluk-tænd. 1-0-1. De bliver til koder, til meddelelser, der blinker og signalerer derudad med troen på en modtager.
I Værelse 1-0-1 huserer en figur, som forsøger at meddele sig ved hjælp af lys og luft. Konstruktionen i værelset er en måde at få sagt nogle ting på. Måske den eneste måde, der er.
Første dag: 1. april
Fernisering: fredag 8. april kl. 17-20.
Sidste dag: 30. april.
Åbent: Værelse 1-0-1 opleves fra gaden døgnet rundt. Åbningstider annonceres på væggen – og er efter aftale.
Se også www.vaerelse101.dk
Værelse 1-0-1 i løbet af et døgn:


Det er luften fra koret af blæsere, der får rotoren med spejl (heliografen) til at dreje rundt. Værelset er wired up og forbundet til luftinstrumenterne.
